I dag var det eftertænksomhedens dag i Sverige. Landet, som gerne fortæller alle andre, hvordan man bør opføre sig, måtte tilstå noget, som var til stor skam for Sverige, og som man har hemmeligholdt i mange år. Socialsektoren, som er noget, man i årevis har brystet sig af i Norden og med stolthed fortæller fremmede om, viste sig at ha en frygtelige bagside.
Svenske mænd og kvinder kunde fortælle om skrækkelige oplevelser i deres barndom, da de blev hentet af forsorgen og revet fra deres forældre, og hvordan slægtsbåndene i mange tilfælde aldrig blev knyttet sammen igen, hvad enten de boede på børnehjem eller i fosterfamilier. Disse børn som var under forsorgen mellem 1920 og 1980, led ikke bare under savnet af forældrekærlighed, men døjede også ofte ondt hos fremmede med skæld-ud og endefulde for slet ikke at tale om den frygtelige forbrydelse, der kunde overgå dem, hvis de blev misbrugt.
Sverige indså her i nutiden, at de mange klager havde været berettiget, og det lykkedes rettænkende politikere at få gennemtrumfet, at de ca. 1300 ”vanvårdade” barn (nu vuxna) skulde få en slags oprettelse, dels i form af et pengebeløb (yderst beskedent i forhold til den ødelagte barndom!) og en offentlig undskyldning.
Undskyldningen kom i dag med en smuk ceremoni på Stockholms Rådhus. Dronning Silvia, som altid har vist omtanke for børn, deltog og rigsdagens talsmand, Per Westerberg, undskyldte på statens vegne.
Men nogen erstatning for en ødelagt barndom kan ingen give dem.
Så meget mere burde de ansvarlige politikere tænke efter og undersøge, hvordan socialsektoren virker i dag, ofte ganske ubetænksomt, både hovedløst og hjerteløst.
Når en familie går i stykker, bør opgaven vel først og fremmest være at prøve at få den klinket sammen igen, så vidt muligt. Ikke at slide den endnu mere i stykker end den allerede er - til varig ulykke for familiens medlemmer – ikke mindst børnene.
läs mer >>
