To europæiske dissidenter

Som navnene Sakharov og Solsjenitsyn huskes, når Sovjetimperiets skæbne nævnes, findes der to utrættelige systemkritikere af det kafkalignende samfundshersersystem i Bryssel, som en ikke for fjern eftertid forhåbentlig vil vide at hædre.

Af G. Johnsen

DANSKEREN - NR. 2 - JUNI 2003 23

Traktaten om optagelse af 10 nye stater i EU-unionen blev underskrevet 16. april ved foden af Akropolis, ”demokratiets vugge”, hvorved man foregøgler, at EU er en arvtager af det oldgræske demokrati! Det turde være en fornærmelse mod athenerne! En græsk politiker på TV var mere jordnær og udtalte håb om, at EU fremover måtte blive mere åbent. Tiden er inde til et tilbageblik. Læser man Jean Monnet og Jacques Delors’ tanker om det EU, de arbejdede på, ser man, at det lige fra begyndelsen gjaldt om at nedbryde nationalstaternes suverænitet og smelte alt sammen til én fælles stat.

Bernhard Connolly

Bernhard Connolly blev ansat i EU-kommissionen i 1978. Han blev leder af EU-kommissionens afdeling for monetære anliggender, men blev så chokeret over hemmelighedskræmmeriet og tildragelserne i magtens elfenbenstårn, at han måtte ud med sproget, om det så skulle være gennem sidebenene. I 1995 skrev han bogen ”The rotten Heart of Europe” (Europas rådne hjerte) om det ”økonomisk og politisk perverterede samarbejde”,der lagde op til EMU. Bogen vakte opsigt. Uddrag blev citeret i engelske massemedier den 4. september 1995 - selvsamme dag som EU-kommissionen holdt sin første pressekonference efter sommerferien.

Selvfølgelig rettede journalisterne en byge af spørgsmål til kommissionen angående de afsløringer, Connolly kom med. De kunne ikke svare, eftersom de ikke havde læst bogen. Men ét var dem klart: manden måtte fyres. Og det blev han – på gråt papir. Samtlige dørvogtere fik udleveret hans foto og nægtede ham adgang, endnu inden der var gennemført nogen disciplinær sag. Den kom og resultatet var forud givet.

Connolly havde skrevet bogen uden tilladelse fra kommissionen. Han forsvarede sig med, at den hverken indeholdt nyt eller utilgængeligt materiale. På 400 sider fortalte Connolly indgående og velfunderet om ”Europas rådne Hjerte”, valutasamarbejdet og de politiske rævekager.

Euroen skulle efter hans argumentation løfte den politiske union på plads. Eliten i Frankrig og Tyskland skulle dele magten. De europæiske politikere lagde ikke skjul på, at de ville skabe ”The United States of Europe”, specielt ikke når de talte sammen indbyrdes eller var uden for valgperioderne. Connolly skriver:

”Lige fra de første forberedelser til Rom-traktaten argumenterede Jean Monnet ihærdigt for, at nationalstaterne skulle afgive magt til en gradvis opbygning af en enhed og en samling af den effektive bureaukratiske elite på tværs af Europas lande, så der skabtes et kraftfelt, hvor enunion ikke længere kunne stoppes. Afgivelsen af magt skulle begynde med forholdsvis ukontroversielle økonomiske funktioner og stålproduktionen for dermed at mindske bekymringerne for, at den nationale suverænitet blev brudt ned.
Man skulle sikre, at den brugbare afgivelse af magt blev umulig at føre tilbage igen. Dette garanteredes ved traktatdoktrinen ’acquis communautaire’, der sikrede at al magt, der blev overdraget til EU´s samfundsinstitutioner, gjordes til permanent EU-lov, idet den samtidigt blev strøget i medlemslandenes nationale lovsamlinger”. (…)

”I det nye Europa er magt og ansvar udpræget adskilte. Selv der, hvor der er formel offentlig ansvarlighed, er dette ikke lovfæstet.” (…) ”Den Europæiske Centralbank (ECB), for eksempel, hævder at være ’den mest gennemskuelige centralbank’ i verden, fordi den trykker et kommunike efter hvert møde i Rådet. Men bankens ansvarlighed er ikke lovfæstet - det er simpelthen en politik, banken valgte af bekvemmelighed.” (…)

“Frankrig og de fleste andre lande var imod den såkaldte stabilitetspagt, der kunne sikre, at centralbanken holdt tøjlerne fuldstændig stramt.” (Emnet faldt allerede til jorden på Dublin-topmødet i december 1998, G.J.). (…) ”Kampen om, hvem der skulle udpege præsidenten i ECB, blev afgjort. Det blev indtil videre Frankrig. Der bliver ikke tale om rent automatiske sanktioner mod et land med vedvarende underskud. Der kræves nu 2/3 af de vægtige stemmer hos de aktivt deltagende ØMU-lande for at lave sanktioner.
Frankrig fik tillige godkendt et såkaldt stabilitets-råd og dermed en direkte politisk rolle ført ind i den monetære politik ved, at der f.eks. nu skal formuleres vekselkursretningslinier for Euroen.”

Glem alt om den hårde, stabile Euro. Det var kun lokkemad for noget ganske andet. Nationalstaterne skulle af med deres suverænitet og EU-staten gennemtrumfes. I øvrigt vil den rene (økonomiske) stabilitetspagt, indført uden at landene har orden i deres økonomier, føre til virkelig politisk ustabilitet. Den 12. februar 1998 meddelte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand, at EURO-projektet var fuldkommen
udsigtsløst. Det omtaltes samme dag på programmet ”Tagesschau” (fra ARD TV), men vistes ikke på de danske TV-kanaler. Hankel er professor i pengepolitik og udviklingsøkonomi ved Goethe Universitetet i Frankfurt am Main. Connolly er i dag økonomisk rådgiver for en række multinationale selskaber og europæiske nationalbanker.

Paul van Buitenen

Paul van Buitenen blev ansat som revisor i EU-kommissionen 1990 for at kontrollere fakturaerne fra de firmaer, der arbejdede for kommissionen. Han opdagede snart både skinfakturaer og nepotisme. Fxfik en vis hr. Francois løn og pension på een gang og oppebar dermed o. 74.000 kr. - om måneden! Han syntes imidlertid urørlig. Rygtet ville vide, at kommissionsformanden Jacques Delors holdt hånden over ham.

I 1992 fik Paul van Buitenen ansvar for statistikker og analyser angående de EU-ansattes forhold. Hans chef, Jenkins,havde forbindelse med en Gary Fasting, som udarbejdede rapporter til EU-kommissionen. Da Buitenen en dag hørte Fasting sige, at nogle illustrationer til hans rapport var taget fra hans søns atlas, spidsede han øren. Fasting fik udbetalt over 7,6 millioner kroner om året for rapporterne. Jenkins plejede at aflevere regnskaberne i sidste øjeblik før årsafslutningen, måske i håb om, at kontrollen så var mere overfladisk.

Buitenen granskede papirer. Han fandt ud af, at en Edith Cresson havde oprettet en ”kommunikationscelle”, da hun blev EU-kommissær i 1995. (Edith Cresson, f. 1932, havde ansvar for videnskab, forskning og udvikling, menneskelige resourcer, uddannelse og ungdomsanliggender. Det var hende, der ansatte sin gode ven, tandlæge Berthelot, som videnskabelig rådgiver omkring AIDS til en månedsløn af ca. 49.000 kr., skønt han tilsyneladende aldrig havde beskæftiget sig med AIDS). I den nævnte ”celle” samarbejdede hendes personlige stab og seniormedlemmerne fra hendes egen og andre afdelinger (der havde med videnskab, telekommunikation, undersøgelser, statistik og analyser at gøre). Det fremgik af et brev af 19. maj 1995, at en Louise Recivieur, der arbejdede for EU-kommissionen, ejede et firma i Paris, som havde vundet en kontrakt. Firmaet havde fået udbetalt ca. 22 millioner kroner af kommissionen. Samme Recivieur udarbejdede selv kontrakterne, og kommissær Edith Cressons kabinetsekretær Ladoreur stod for planlægning og procedure omkring ”kommunikationcellen”. Han skrev til afdelingerne og foreslog, at eksperter uden for kommissionen skulle involveres i forhandlingerne.

Det harmede Buitenen, at ingen tog notits af forholdene, så han gik selv i gang. Stabler af bevismaterialer om korruption voksede dag for dag på hans skrivebord. Nogen anede åbenbart uråd: Han blev afskediget – ifølge Cresson – fordi han var ”inkompetent”. Men han fortsatte i EU-finanskontrollen. Her fandt han bl.a. en kontrakt, som afslørede at vinderen af kontrakten allerede havde modtaget ca. 1,15 million kroner, skønt projektet slet ikke var introduceret endnu. Et lignende forhold kom frem i en anden sag, hvor
Edith Cresson ad bagdøren havde forbindelse med en af tilbudsgiverne, et institut ved universitetet i Poitiers. Fru Cresson var borgmester i nabobyen Chatellerrault.

Flere sager trevledes op, men Buitenen følte sig ret hjælpeløs, da han forstod, at en officiel undersøgelse var en langsommelig proces, og at han selv nærmest ville blive holdt udenfor. Han fik breve fra sin chef med antydninger om, at han skulle passe på, hvis han ønskede at fortsætte i finanskontrollen.

Afhøringerne af de involverede i korruptionssagerne begyndte endelig i marts 1998. En fyldig rapport på 300 sider fra finanskontrollen forelå den 17. juli 1998, men lederen af finansafdelingen, Francois Petit - holdt ferie! Da der endnu ikke forelå svar fra Petit i september, gik Buitenen til sin chef, Gabrielle Speculani, som lovede at tage sig af sagen. Der skete stadig ingenting. Flere kontrakter kørte videre, som om alt var i orden. Da kom der et anonymt brev til EU-parlamentet og nogle senior-kommissærer med oplysninger om Edith Cresssons interessekonflikt i en af korruptionssagerne. Buitenen blev mistænkt for at være afsenderen, og Speculani gjorde ham klart, at han ikke havde lov at henvende sig til parlamentet. Da han forklarede, at han kun brugte de normale kanaler, fik han den besked, at han kunne risikere at blive afskediget.

Sagens papirer voksede i omfang, og Buitenen fortsatte at skrive breve til toppen af kommissionen og til revisionsretten, men man spændte ben for ham hele tiden. Til sidst lykkedes det dog for Buitenen at bryde gennem lydnuren. Han sendte brev til Magda Aeelvoet fra partiet De Grønne, og lavinen rullede. Selv om mange parlamentsmedlemmer var ligeglade, sluttede afstemningen alligevel med 270 for og 225 imod at underkende kommissionens 1996-budget. Paul van Buitenen var blevet suspenderet fra sit job med halv løn.

I 1999 fulgte offentliggørelse af den såkaldte Vismandsrapport, og pressen kastede sig over skandalen. Paul fik et andet job i EU-kommissionen. Selv om Cresson og hele Jacques Santer-kommissionen blev afskediget i marts 1999, måtte Buitenen se sin hæderlighed og karakter svinet til. Kommissionens formand lod mellem linjerne forstå, at Buitenen ikke var mentalt rask, mens andre kaldte ham en religiøs fanatiker m.m.

Buitenen lod sig ikke slå ud. I efteråret 2001 afleverede han igen et omfattende materiale til EU´s interne bedrageriafdeling. Han er spændt på, om kommissionen denne gang tager sig af sagerne og renser ud i egne rækker. Man lovede jo bod og bedring i 1999, men har ikke foretaget sig noget særligt.

Der er stadig noget galt i Bryssel. Man oprettede ganske vist et såkaldt ”servicekontor”, hvor de ansatte kunne henvende sig, hvis de havde mistanke om et og andet. Det var for så vidt en slags erkendelse af facts og dermed et lille bitte fremskridt mod større åbenhed, men NB: ”Servicekontoret” er ikke uafhængigt. Det sorterer under kommissionen. Det er de ansatte forbudt at gå til uafhængige instanser. Ifølge EU´s sekretesregler må de kun henvende sig til deres overordnede angående misforhold.

Åbenhed i EU er en by i Rusland. Åbenhed ville generelt kræve ytringsfrihed for alle ansatte, dog med visse mere specifikke undtagelser, siger Buitenen. Han håber, at EU-kommissionen denne gang gør en indsats, så han ikke skal være tvunget til at aflevere alt sit materiale til EU-parlamentet og dermed endnu en gang blotlægge misforholdene i EU for massemedierne.

http://www.dendanskeforening.dk/files/files/DK-2.2003.pdf